En lille novelle om Lindas omgang med molekyler,beskrevet i lidt pusserløjerlige vendinger,let krydret med Lindas synpå verden.
Linda er en højt estimeret forsker med speciale isødestoffer og finurlige molekyler.Hun er gift med logistikchefen Frank, som harsudoku som sin store lidenskab.På Franks arbejde har de startet en lille sudokuklub,hvor de efter arbejdstid dyster lidt om deres formåen.Den blonde og barmfagre bogholder Katja deltager også.På en forretningsrejse til Italien, bliver Franklidt mere interessert i Katjas øvrige evnerend godt er!
Se artikel om bogen i avisen Sjællandske
Tal lege har været udbredt i årtusinder og det gamle kinesiske talspil, her udtalt på japansk: SuDoku(Su=tal, Duko=alene) blev genopfundet for kun godt 10 år siden. På verdensplan, er der vel snartikke den tabloidavis eller ugeblad, der ikke bringer forskellige Sudokuopgaver. Man kan vel kaldedet for en slags ”dille”, for helt af mode går det næppe.Jeg har selv haft hang til spillet, eller tallegen om man vil, siden det blev genindført.Af uransagelige årsager, begyndte nogle af mine hjerneceller at konstruere ordet: Sudokumordet.Så var der en titel, men ingen historie.Sommeren 2012 lavede jeg nogle målgruppeinterview for en større dansk bladkoncern, og her varen kvindelig læser, der gennem sine fortællinger om hendes interesser for kriminalstof og sudokuer,gav mig ideen til historien. Mine små hjerneceller begyndte at arbejde, og små ideer dukkede op pålystavlen. Da jeg ville lukke min computer inden sengetid mandag aften d. 10. september, skrev jeglige titlen. Så var jeg da kommet så langt. Så kunne den ligge her og kalde på mig til jeg følte miginspireret... Det blev til godt 100 timer uden nævneværdig søvn, spandevis af kaffe og et uhæmmetantal smøger de næste 5 døgn, indtil lørdag morgen klokken 06, så var historien nedskrevet.Nu kom så den egentlige tidsrøver: Gennemlæsning, udskrifter, korrektur, grammatisk tilretningmed hjælp fra både kyndige læsere og mere professionel bistand - hold da kæft. Jeg har skrevet endel artikler og lavet små tidsskrifter, men aldrig kastet mig ud i skønlitterære værker, og moderneretskrivning er ej heller min stærkeste side. Så var der sideopsætning uden for mange horeunger påvenstresiderne. Jeg havde skrevet historien i eet tekstbehandlingsprogram, der så blev konverteret tilet andet, og så fremdeles. Huhh.Bogens forsidebillede havde jeg i hovedet, men de lurede da godt nok lidt, da jeg gik ind i minlokale boghandler og spurgte efter nogle blyanter med viskelæder, der gerne måtte smage afnoget??? Men den vakse boghandlerinde fangede straks galningens planer, og sagde blot:Hvornår udkommer bogen? Så holder vi reception! Jøsses, jeg havde jo slet ikke afleveret manus tilforlaget endnu. Det skal være inden jul, sagde hun, så det må blive senest d. 1. december.Ja, hun mente sgu 2012.Som ukendt førstegangsudgiver, også kaldet debutant, var jeg godt klar over, at det næppe varGyldendal jeg skulle kontakte, så derfor har jeg måtte udgive bogen selv, men det er der jo også rådfor i disse moderne digitale tider.Bogen er selvfølgelig ren fiktion, omend den skarpsindige læser nok vil opdage, at de merefaktuelle sager i store træk er ganske korrekte, hvilket indholdet ikke bliver mindre skræmmende af.Omend stor interesse for kemi og fysik i ungdommen, er jeg ikke kemiingeniør og forsker som minhovedperson Linda, men filmtonemester, hvor jeg har mødt mange både skønne og skøremennesker i mit arbejde. Kvinder har der også været, og bogen er tilegnet de finurlige kvinder jeghar mødt på min vej. God læsning.